Transskriberingsapps til Android og iPhone
Mobilenheder er en uadskillelig del af det daglige arbejde i virksomhederne i dag. Transskriberingstjenester er ingen undtagelse, og der findes gode transskriberingsapps til Android og iPhone, som passer til ethvert transskriberingsbehov.
Dragon Anywhere
Inden for dikteringsapps, hvor en høj grad af nøjagtighed er afgørende, og budgettet ikke er begrænset, vinder Dragon Anywhere hver gang.
Test viser, at programmet har en nøjagtighed på 99 % hos regelmæssige brugere. Hemmeligheden ligger i det faktum, at softwaren tilpasser sig til brugerens måde at tale på over tid. Så jo mere du bruger programmet, jo mere nøjagtigt bliver det.
Det giver også mulighed for stemmestyret redigering og formatering samt deling af noter via e-mail, Dropbox m.m.
Rev
Med sin gennemsigtige prisstruktur og høje kvalitet er Rev et andet populært valg blandt erhvervs- og virksomhedsbrugere.
Rev har den laveste fejlprocent på ordniveau blandt alle tilgængelige talegenkendelsesteknologier. Desuden indeholder appen en stemmeoptager, og brugerne kan vælge den type tjeneste, de har brug for – automatisk eller menneskelig transskribering.
Fildelingstjenester omfatter e-mail, tekst, Slack og mange andre.
Braina
Denne app er det foretrukne valg blandt brugere fra nicheindustrier, hvor der anvendes masser af teknisk jargon. Den brillerer, når det gælder medicinske, videnskabelige og juridiske termer. Desuden kan brugerne tilføje så mange tekniske termer til en bestemt termbase, som de vil. Herefter genkender Braina dem fejlfrit fremover.
Brainas sprogdatabase tæller på nuværende tidspunkt over 100 forskellige sprog, og appen gør det nemt at oprette trådløs forbindelse til en Windows-pc. Det gør den til en god og alsidig digital assistent.
Transskriberingsværktøjer til onlinemøder
Coronapandemien ramte verden med et brag og skubbede onlinemøder frem i rampelyset fra den ene dag til den anden. Alt, hvad der vedrører onlinemøder, fulgte efter som en lavine, og derfor har vi i dag transskriberingsværktøjer til onlinemøder, der leverer fremragende resultater.
Otter
Evnen til at foretage automatisk optagelse, tage noter på mødet og øjeblikkeligt dele dem med alle deltagere i et onlinemøde gør Otter til en fremragende app til alle, der deltager i flere onlinemøder hver dag.
Den er også god til de situationer, hvor du går glip af et møde eller to, da den leverer omfattende resuméer af de optagne sessioner og fremhæver vigtige punkter.
En anden god ting ved Otter er, at den leverer livetekstning til personer med handicap.
Fireflies
Selvom Fireflies er en relativt ny spiller på markedet for transskriberingstjenester, er programmet allerede ret populært blandt brugere af onlinemøder.
En af årsagerne er, at det kan integreres problemfrit med CRM og stort set alle tilgængelige samarbejdsapps, f.eks. Salesforce, Hubspot og Slack.
Takket være denne integration er det nemt at dele lydfiler og transskriberingsfiler fra optagne onlinemøder med personer, der ikke har adgang til onlinemødeplatformen.
Tale til tekst i realtid
Det at skrive taler, foredrag og noter er blevet meget nemmere, siden tale til tekst-software nåede op på det niveau af nøjagtighed, der kræves til professionel brug. Her er nogle af de bedste eksempler.
Google Docs Voice Typing
Dette gode værktøj er utvivlsomt en af årsagerne til, at antallet af personer, der bruger Google Docs og Chrome er stadig stigende. Men det faktum, at det er gratis at bruge, er selvfølgelig et ekstra plus.
Brugerne kan diktere deres taler, inklusive tegnsætning, få dem konverteret til tekst og redigere og formatere dem i realtid. Det praktiske værktøj kan bruges på hele 119 forskellige sprog, og der kommer hele tiden nye sprog til.
Speechmatics
Det at skelne mellem forskellige engelske accenter er et af de hyppigste problemer for mange transskriberingstjenester. Netop det punkt er Speechmatics' styrke.
Virksomhedens Global English-pakke dækker alle de mest udbredte engelske accenter. Det samme gælder for deres Global Spanish-pakke.
Ud over engelsk kan Speechmatics bruges til at transskribere på mere end 20 andre sprog. Programmet muliggør også pålidelig transskribering af optagelser fra callcentre.
Amazon Transcribe
Denne tale til tekst-tjeneste i realtid er særlig populær blandt virksomheds- og erhvervsbrugere. Det er der flere årsager til.
Programmet kan håndtere optagelser og livestreams af mindre god kvalitet, f.eks. lydoptagelser fra callcentre, kundeservice og andre telefonopkald og -møder. Det genkender desuden flere talere og knytter den transskriberede tekst til den rette person.
Endelig indeholder Amazon Transcribe en brugerordbog, som gør det muligt for brugerne at tilføje deres egne produktnavne og særlige terminologi, hvilket sikrer en meget nøjagtig transskribering.
Sammenfatning
Automatisk transskribering er langt fra lige så nøjagtig som transskribering af lyd- og videofiler udført af en professionel transskribent, men det er mere end godkendt til enkle formål som f.eks. at dele klip på sociale medier eller sende en transskribering af en optagelse til en kollega.
Men den største fordel ved automatisk transskribering er, at du kan gøre det næsten med det samme. Så hvis du står i en situation, hvor tid er en afgørende faktor, er det værd at kigge nærmere på et af disse værktøjer.