3. Vælg typen af transskribering
Der er mange forskellige muligheder, når du skal vælge, hvilket format din automatiske transskribering af lyd til tekst skal have. Du kan f.eks. vælge:
Ordret transskribering
En ordret transskribering dokumenterer ikke blot de ord, der bliver sagt, men indfanger også pauser, gentagelser, en telefon, der ringer, en dør, der smækker, hoste og afbrydelser samt alle fyldord som øh... uhm... ja... ikke.
Intelligent ordret transskribering
En intelligent ordret transskribering ignorerer "baggrundsstøj", der ikke er tale, og fokuserer alene på de ord, der bliver sagt.
Redigeret transskribering
En redigeret transskribering er en mere poleret udgave af den intelligente ordrette transskribering. Der er ryddet ud i grammatiske fejl, ufærdige sætninger og irrelevante gentagelser, så den færdige tekst er lettere at læse, end den ellers ville være.
Fonetisk transskribering
En fonetisk transskribering er nyttig, når udtalen er vigtig. Der anvendes et internationalt anerkendt sæt af symboler til at dokumentere lydene, og metoden gengiver således talerens måde at udtale ordene på snarere end selve ordene. En fonetisk transskribering er den foretrukne type, hvis man f.eks. vil sammenligne, hvordan forskellige accenter lyder.
Ortografisk transskribering
I modsætning til en fonetisk transskribering fokuserer en ortografisk transskribering alene på de ord, der bliver sagt. Det er den foretrukne type til store korpora og forskning, hvor udtale ikke er vigtig.
Indstillinger for tidsstempler
Ved hjælp af tidsstempler kan en transskribering synkroniseres med den originale lydoptagelse. Et tidsstempel, som angiver det tidsrum, der er gået fra optagelsens start, kan f.eks. vises hvert X. sekund, for hvert afsnit, eller når en ny taler træder ind i samtalen.
Indstillinger for identifikation af taleren
Nogle apps til automatiseret transskribering af lyd til tekst identificerer og angiver de forskellige talere ved hjælp af etiketter som "Taler 1", "Taler 2" osv. Etiketterne kan efter behov ændres, så de viser talernes faktiske navne.
4. Klik for at transskribere
Nu, hvor du har valgt lydoptagelsen og indstillingerne, er det tid til at transskribere!
Klik på knappen "Transskriber", og læn dig tilbage, mens softwaren automatisk transskriberer din lydoptagelse, så du kan åbne, redigere, gemme og dele den som et redigerbart tekstdokument.
Software, som automatisk transskriberer lyd til tekst
Der findes mange forskellige softwareværktøjer og apps, som automatisk transskriberer dine lydfiler og omdanner dem til tekst. Her er et udvalg af de mest populære transskriberingsværktøjer, der findes i dag.
- Dragon Anywhere er en cloudbaseret løsning til mobilenheder, som også synkroniseres med desktopversionen af softwaren.
- Dragon Professional indeholder et stort udvalg af intelligente ressourcer til professionelle brugere, herunder funktioner til diktering og redigering af dokumenter, oprettelse af regneark og stemmestyret surfing på nettet.
- Otter muliggør cloudbaseret transskribering i realtid til bærbare computere og smartphones og muliggør desuden samarbejde mellem teams.
- Verbit er designet til virksomheder og uddannelsesinstitutioner og fjerner det meste af baggrundsstøjen, så du får en nøjagtig transskribering.
- Speechmatics bruger autonom talegenkendelse og udnytter internettets størrelse og diversitet til at transskribere alle primære amerikanske og britiske accenter såvel som accenter fra Sydafrika, Jamaica m.fl.
- Braina kombinerer transskriberingstjenester med virtuelle assistentfunktioner og kan transskribere tekst på mere end 100 sprog med op til 99 % nøjagtighed.
- Windows 11, Microsofts seneste operativsystem, leveres med indbygget dikteringssoftware. I næsten alle typer tekstfelter skal du blot slå funktionen til og begynde at tale, hvorefter teksten bliver vist på skærmen.
- MacOS har Apples dikteringsværktøj indbygget i selve operativsystemet, hvilket muliggør diktering i enhver type tekstfelt. Funktionen lærer efterhånden individuelle stemmeegenskaber, herunder accenter, at kende, så den bliver bedre, jo mere du bruger den.
- Google Voice Typing tilbyder tale-til-tekst-funktionalitet i Google Docs. Det eneste, der kræves, er en Google-konto, Chrome-browseren og en internetforbindelse.
Er du klar til at komme i gang?
Denne artikel gav et indblik i, hvor hurtigt og nemt det er automatisk at transskribere lyd til tekst med en af de mange gratis løsninger.
Automatisk transskribering har (endnu) ikke samme kvalitet som transskribering udført af en professionel menneskelig transskribent, men det giver resultater med en imponerende nøjagtighed på væsentlig kortere tid.
Er du klar til at få mere ud af dine lydfiler ved at omdanne dem til redigerbare tekstdokumenter? Kontakt os i dag for at få hjælp til at finde den ideelle software eller hybridløsning med menneskeligt input til dine konkrete behov.